mandag den 28. januar 2013

Stresstest

I produktionsverdenen stresstester man sine produkter inden de bliver sendt på markedet. Mine produkter skal også på markedet - min kirkes lokale forårsmarked, hvor de skal sælges til fordel for socialt arbejde i sognet. Så derfor er det vel passende også at få stresstestet dem. Det skete for et par dage siden hvor vi havde besøg af en lille pige på 10 mdr. Den perfekte testperson, ingen hæmninger i forhold til at hive i alle løse dele.

Konklusion: rulleøjne skal virkelig sidde fast! Nu overvejer jeg om øjet skal syes på igen, nok med dobbelt kinesertråd, eller der i stedet skal hækles øjne, de kan i hvert fald ikke hives af.

torsdag den 24. januar 2013

Grimlingen, genvejen og den allerførste

Efter min første ugle, var jeg så klar til at lave flere.
 Den næste i rækken blev den lille grønne som hurtigt fik navnet Grimlingen, simpelthen fordi den er grim. Sådan kan det gå når man forsøger at lave lidt om i en opskrift. Den kunne jeg jo heller ikke forære til min venindes søn, så en tredje ugle kom til verden. Kort tid efter rejste den med sin lille ejermand til USA og jeg fik den aldrig fotograferet.
                                    Til venstre Grimlingen, i midten Genvejen og til højre Den allerførste som ikke har fået et bedre navn endnu

Sidst kom Genvejen til verden. Den fik dette finurlige navn fordi jeg tog en genvej til tilblivelsen. Kun kroppen er hæklet, resten af delene, vinger, øjne, fjer osv er klippet i filt og limet på. Det er virkelig hurtigt at få sine dyr færdig på den måde, men jeg synes nu det er lidt snyd og jeg synes vist heller ikke det er lige så pænt, så fremover bliver det frem med nålen og hækle alle de små dele der giver dyrene deres personlighed. (billede følger)

Min første ugle

Da jeg lærte at hækle var det efter billedguides på internettet, og det er nu tre år siden. Dengang hæklede jeg bare stangmasker i endeløse rækker for at øve mig, men det blev aldrig til egentlige færdige ting som var værd at gemme, så jeg hæklede og trevlede op igen og igen...
For et stykke tid siden fik jeg så øjnene op for amigurumi og forelskede mig i alle de små nuttede dyr der fandtes i denne verden.

 Denne ugle blev min første og den kom egentlig til på bestilling fra en veninde, men undervejs i processen forelskede jeg mig så meget i den at jeg ikke kunne nænne at forære den væk, så jeg beholdt den og lavede en ny til hendes søn. Opskriften er forresten herfra.

mandag den 21. januar 2013

Min første flettede kurv

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med krea-blogs, var da jeg søgte efter en vejledning til flettede kurve og tasker. Heldigvis stødte jeg ind i "Når genbrug bliver guld". Her fandt jeg en række fantastiske vejledninger, og jeg blev grebet af fletteriet. Jeg synes egentlig jeg har en okay tålmodighed når jeg er igang med et projekt, det må gerne tage lang tid og være svært... Til gengæld strækker den ikke langt når det handler om at gå i gang med en ny ide, derfor kunne jeg ikke gå og vente på at jeg fik samlet nok emballage sammen, jeg måtte prøve med det samme. For ikke at smide genbrugstanken helt ud med badevandet valgte jeg så at flette min første kurv af gamle skoletekster
Selve udseendet med teksterne synes jeg er super fint, men det lykkedes mig ikke at få hjørnerne lukket helt til. Jeg var nok lidt bange for at stramme syningen ordentligt.
Da det bare var en forsøgskurv har jeg ikke behandlet papiret med noget som gjorde den slidstærk, men senere har jeg lavet ting af gavepapir som er tapet til. Det virker kanon, så det bliver alle mine papir-fletterier fremover.

Det allerførste indlæg

Velkommen til min hyggelige krog. Herfra betragter jeg verden, helst imens jeg har gang i et kreativt projekt, i større eller mindre skala. Jeg er pjattet med at strikke, hækle, sy, bage, skrive og meget mere. Jeg er meget begejstret for kreablogs, og læser ivrigt både DIY's, indlæg om projekter og generelle betragtninger. Nu har jeg så fået min egen virtuelle krog hvor jeg kan samle alle mine projekter, som i den virkelige verden er spredt ud over det meste af lejligheden.
Tak for at du kigger med, jeg håber du hygger dig.